Angolan refugee returning from DR Congo.

Flygtninge - hvem er de?

• Hvordan beskyttes flygtninge?
• Hvilke rettigheder har en flygtning?
• Hvilke pligter har en flygtning?
• Hvem bestemmer, om en person er flygtning?
• Betragtes personer, der flygter fra krig eller krigslignende forhold, hungersnød og etnisk vold, som flygtninge?
• Hvem hjælper internt fordrevne?
• Må alle flygtninge gennem en individuel asylprocedure?
• Hvordan skelner UNHCR mellem en flygtning og en økonomisk migrant?
• Kan regeringer sende personer tilbage, der ikke betragtes som flygtninge?
• Kan en militærnægter være flygtning?
• Kan en forbryder være flygtning?
• Kan en krigsforbryder være flygtning?
• Kan en soldat være flygtning?
• Kan kvinder, der risikerer forfølgelse, fordi de nægter at rette sig efter sociale normer, være flygtninge?
• Kan en kvinde, der frygter, at hun eller hendes børn skal blive udsat for omskæring, få flygtningestatus?
• Kan en person, der frygter forfølgelse på grund af seksuel orientering, være berettiget til flygtningestatus?
• Hvad er midlertidig beskyttelse?
• Hvad gør UNHCR for at beskytte flygtninge fra fysiske overgreb?
• Kan flygtninge søge om omplacering til et specielt land?
• Hvad er UNHCRs politik med hensyn til omplacering af kvoteflygtninge til et tredjeland?
• Hvilke lande tager imod kvoteflygtninge?
• Hvorfor opfylder UNHCR ikke altid kvoterne?
• Hvordan kan uledsagede mindreårige finde deres familier igen?
• Findes der specielle retningslinjer for asyl for blinde passagerer eller mennesker, der bliver reddet til søs?
• Hvad gør UNHCR for at forebygge statsløshed?

1. Hvordan beskyttes flygtninge?

Normalt er det statens opgave at beskytte borgernes grundlæggende menneskerettigheder og fysiske sikkerhed. Men når civile bliver flygtninge, forsvinder dette beskyttende netværk. UNHCRs vigtigste rolle med hensyn til international beskyttelse er at sørge for, at de forskellige lande anerkender, at de har pligt til at give flygtninge og asylansøgere beskyttelse, samt at de handler i overensstemmelse med denne forpligtelse. UNHCR er imidlertid ikke en overstatslig organisation og kan ikke overtage det ansvar, som regeringerne har. Det er ikke lovligt, at lande tvinger flygtninge tilbage til et territorium, hvor de risikerer at blive udsat for fare, og stater har heller ikke ret til at diskriminere flygtninge.

Tilbage til listen

2. Hvilke rettigheder har en flygtning?

En flygtning har ret til asyl, til et trygt fristed. Men international beskyttelse er mere end bare fysisk sikkerhed. Flygtninge bør nyde mindst de samme rettigheder og modtage samme grundlæggende hjælp som alle andre udlændinge, der har opholdstilladelse i et land. Dette omfatter ytringsfrihed, bevægelsesfrihed, og at ingen udsættes for tortur eller fornedrende behandling. Det samme gælder økonomiske og sociale rettigheder: Flygtninge bør have adgang til medicinsk behandling og skolegang, og de bør have ret til arbejde. Hvis et stort antal flygtninge uventet kommer til et land og søger beskyttelse, har regeringen i landet muligvis ikke umiddelbart tilgængelige ressourcer til at hjælpe dem. Da kan UNHCR og andre internationale organisationer bistå med økonomiske midler og forskellige fornødenheder, tag over hovedet, værktøj, skoler og medicinsk behandling. Med diverse støttetiltag såsom arbejdstræning og hjælp til at komme i lønnet arbejde hjælper UNHCR endvidere flygtninge med at blive selvforsørgende så hurtigt som muligtt.

Tilbage til listen

3. Hvilke pligter har en flygtning?

Flygtninge skal respektere asyllandets love og forordninger.

Tilbage til listen

4. Hvem bestemmer om en person er flygtning?

En persons behov for asyl vurderes i en asylprocedure, der gennemføres af de ansvarlige myndigheder i det pågældende land. UNHCR kan tilbyde myndighederne råd og vejledning i asylspørgsmål og overvåger også, hvordan de forskellige lande efterlever flygtningekonventionen af 1951. UNHCR anbefaler korte sagsbehandlingstider og en fleksibel og human asylbehandling samt opfordrer til forståelse for, hvor vanskeligt det kan være at bevise, at man er forfulgt. UNHCRs eksekutivkomité med 61 medlemslande giver ikke-bindende retningslinjer, og organisationens håndbog, "Om fremgangsmåden ved og kriterierne for fastsættelse af flygtninges retsstilling", er en vejledende fortolkning af flygtningekonventionen af 1951. I lande, der ikke har tilsluttet sig internationale aftaler om flygtninge, men som beder UNHCR om hjælp, kan organisationen gennemføre asylproceduren og tilbyde beskyttelse og bistand.

Tilbage til listen

5. Betragtes personer, der flygter fra krig eller krigslignende forhold, hungersnød og etnisk vold, som flygtninge?

Flygtningekonventionen af 1951, den vigtigste internationale aftale, når det gælder flygtningeret, tager ikke spørgsmålet om civile, der flygter fra en konflikt, specielt op - på trods af at de største flygtningekatastrofer i de senere år har været et resultat af borgerkrig og etnisk eller religiøs vold. UNHCR betragter imidlertid personer, der flygter under sådanne forhold, og hvis regering er ude af stand eller uvillig til at give dem beskyttelse, som flygtninge. Regionale aftaler som Afrikas OAU-konvention og Cartagena-deklarationen i Latinamerika støtter UNHCR i dette. Nogle lande, frem for alt i Vesteuropa, er af den opfattelse, at civile, der flygter fra et land i krig, eller som frygter forfølgelse af ikke-statslige grupper såsom milits eller oprørere, ikke bør få formel flygtningestatus. Ifølge UNHCRs opfattelse er det ikke spørgsmålet om, hvem der står bag forfølgelsen, der skal være af afgørende betydning for asylbehandlingen, men det bør snarere være udslagsgivende, om en person har behov for at få international beskyttelse, på grund af at han eller hun ikke får beskyttelse i sit hjemland.

Tilbage til listen

6. Hvem hjælper internt fordrevne?

Internt fordrevne har ofte de samme grunde til at forlade deres hjem som andre flygtninge, men internt fordrevne bliver inden for landets grænser, og her er hjemlandets lovgivning således stadig gældende. UNHCR har ikke noget specielt mandat til at bistå internt fordrevne, men yder alligevel bistand til adskillige millioner mennesker i forskellige kriseramte områder. Antallet af internt fordrevne i hele verden er anslået til mellem 20 og 25 millioner, og UNHCR kan ikke hjælpe alle disse. På anmodning fra FNs generalsekretær eller generalforsamling kan UNHCR bistå internt fordrevne, men det er en forudsætning, at det pågældende land giver sit samtykke. Dette er sket i de senere år i Mellemøsten, på Balkan, i Afrika og i Afghanistan.

Tilbage til listen

7. Må alle flygtninge gennem en individuel asylprocedure?

Enhver, der søger asyl, må normalt kunne sandsynliggøre, at vedkommendes frygt for forfølgelse er velbegrundet. Men i en masseflugtsituation som for eksempel i Kosovo eller i det, der kaldes området omkring De store Søer i Centralafrika, er det ikke muligt at gennemføre en asylprocedure på individuel basis. Under sådanne omstændigheder - og især når alle i samme gruppe flygter af sammenfaldende årsager - kan det være på sin plads at foretage en "kollektiv" vurdering i stedet for at gennemføre en asylprocedure for hver enkelt person. I denne situation betragtes enhver civil person på flugt som flygtning, indtil det modsatte er bevist.

Tilbage til listen

8. Hvordan skelner UNHCR mellem en flygtning og en økonomisk migrant?

En økonomisk migrant forlader i regel et land frivilligt for at skaffe sig en bedre fremtid et andet sted. Hvis han eller hun senere vælger at vende tilbage, vil de som udgangspunkt nyde hjemlandets beskyttelse. Flygtninge flygter på grund af trusler om forfølgelse og kan ikke vende hjem i sikkerhed under de herskende forhold.

Tilbage til listen

9. Kan regeringer sende personer, der ikke betragtes som flygtninge, tilbage?

Når man ved en korrekt gennemført asylprocedure har konkluderet, at en person ikke har behov for international beskyttelse, vil den pågældende befinde sig i nogenlunde samme situation som andre udlændinge uden opholdstilladelse og kan sendes ud af landet. Men UNHCR påpeger, at personer, som kommer fra lande, der hærges af væbnede konflikter eller udbredt vold, også har behov for beskyttelse. Organisationen arbejder også for at asylansøgere, der har fået afslag, skal have ret til at få deres sag prøvet en gang til, inden de sendes ud af landet.

Tilbage til listen

10. Kan en militærnægter være flygtning?

I en national nødsituation har alle lande ret til at kræve, at deres statsborgere bevæbner sig. På den andre siden skal borgerne også have ret til at nægte at bære våben af samvittighedsgrunde. I de tilfælde, hvor sådanne samvittighedsgrunde ikke respekteres, eller hvor en konflikt bryder internationale normer, kan militærnægtere, der frygter at blive udsat for forfølgelse af politiske eller andre grunde, være berettiget til flygtningestatus.

Tilbage til listen

11. Kan en forbryder være flygtning?

En forbryder, der er dømt for en forbrydelse i en sag, hvor retssikkerheden har været iagttaget, og som flygter fra sit land for at undgå at komme i fængsel, er ikke nødvendigvis flygtning. På den anden side er en person, der er anklaget for ikke-politiske forbrydelser (enten vedkommende nu er skyldig eller uskyldig), og som måske samtidig er forfulgt af politiske eller andre årsager, ikke nødvendigvis undtaget fra at kunne opnå flygtningestatus. Desuden kan mennesker, der er dømt for politiske "forbrydelser", udmærket godt være flygtninge.

Tilbage til listen

12. Kan en krigsforbryder være flygtning?

Personer, der har været delagtige i krigsforbrydelser eller krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne, inklusive terrorisme, er ikke berettiget til den beskyttelse, som flygtninge har ret til. I praksis kan det, specielt i en masseflugtsituation, være vanskeligt at skelne personer, der er mistænkt for grove overtrædelser af menneskerettighederne, fra bona fide-flygtninge (personer, der har handlet i god tro), specielt for en humanitær organisation som UNHCR, der hverken er en politi- eller en retsinstans. I 1990erne holdt for eksempel velkendte krigsforbrydere fra Rwanda til i de enorme flygtningelejre, der var etableret i nabolandene. Den mest praktiske løsning på problemet er at støtte initiativer som de internationale domstole for Rwanda og det tidligere Jugoslavien - at stille krigsforbryderne for retten. I denne sammenhæng er det UNHCRs pligt at holde de nævnte domstole og de relevante FN-organer underrettet om væsentlige fakta, men samtidig må organisationen holde sig for øje, at information, som flygtninge har givet UNHCRs feltarbejdere på fortrolig basis, skal behandles med varsomhed.

Tilbage til listen

13. Kan en soldat være flygtning?

En flygtning er en civilperson. En person, der fortsætter med at drive væbnet kamp fra asyllandet, kan ikke betragtes som flygtning.

Tilbage til listen

14. Kan kvinder, der risikerer forfølgelse, fordi de nægter at rette sig efter sociale normer, være flygtninge?

Kvinder kan, præcis som mænd, blive udsat for forfølgelse af politiske, etniske eller religiøse årsager. Kvinder, der flygter fra diskrimination eller alvorlig forfølgelse, fordi de ikke kan indordne sig under strenge sociale normer, kan blive anerkendt som flygtninge. En sådan forfølgelse kan være iværksat af en statslig myndighed eller i mangel af tilstrækkelig beskyttelse fra staten af en ikke-statslig part. Seksuel vold som voldtægt kan udgøre forfølgelse. Med diskrimination menes i denne forbindelse overgreb med følger, der er til vsentlig skade for vedkommende. En kvinde, der frygter at blive overfaldet, fordi hun nægter at bære chador (sjal, som dækker hovedet) eller en anden speciel beklædningsgenstand, eller fordi hun ønsker selv at vælge sin ægtemand og leve et uafhængig liv, kan betragtes som flygtning. I 1984 besluttede Europaparlamentet, at kvinder, der bliver udsat for grusom eller umenneskelig behandling, fordi de overtræder social sædvane, skal betragtes som medlemmer af en særlig samfundsgruppe ved asylvurderingen. USA og Canada har omfattende retningslinjer for vurdering af kønsrelateret forfølgelse, og en lignende udvikling finder sted i Tyskland, Holland og Schweiz. De svenske indvandringsmyndigheder ved Migrationsværket har i marts 2001 udfærdiget særlige retningslinjer, der dækker de specielle behov for beskyttelse, som kvindelige asylansøgere har.

Tilbage til listen

15. Kan en kvinde, der frygter, at hun eller hendes børn skal blive udsat for omskæring, få flygtningestatus?

I Frankrig, Holland, Canada og USA er det officielt anerkendt, at omskæring er en form for kønsrelateret forfølgelse, og at det kan give grundlag for flygtningestatus. I et tilfælde blev en kvinde anerkendt som flygtning, fordi hun frygtede forfølgelse i hjemlandet, fordi hun nægtede at tvinge sin datter til at underkaste sig omskæring.

Tilbage til listen

16. Kan en person, der frygter forfølgelse på grund af seksuel orientering, være berettiget til flygtningestatus?

Homoseksuelle kan være berettiget til flygtningestatus på grund af forfølgelse, der skyldes, at de tilhører en særlig samfundsgruppe. Det er UNHCRs opfattelse, at personer, der bliver udsat for overgreb, umenneskelig behandling eller alvorlig diskrimination på grund af homoseksualitet, skal anerkendes som flygtninge, når regeringen i landet er ude af stand til, eller ikke vil, beskytte dem.

Tilbage til listen

17. Hvad er midlertidig beskyttelse?

Det hænder, at lande tilbyder "midlertidig beskyttelse", når store grupper af flygtninge, der befinder sig i en nødsituation, kommer ind i landet. Det skete for eksempel under konflikterne i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990erne og senere i Kosovo, da den ordinære asylmodtagelse blev stærkt overbelastet. Under sådanne forhold kan mennesker på flugt hurtigt skaffes et fristed i andre lande, men uden nogen garanti om varigt asyl. Under særlige forhold kan "midlertidig beskyttelse" således være til fordel for både regeringer og asylansøgere. Men begrebet benyttes kun som et supplement; det erstatter ikke beskyttelse i en videre betydning, heri indbefattet flygtningestatus i konventionens forstand. Midlertidig beskyttelse skal ikke forlænges, og UNHCR går ind for, at de, der nyder en sådan form for beskyttelse, skal have ret til at kræve fuld flygtningestatus, efter at der er gået en vis, rimelig tid. De, der eventuelt nægtes flygtningestatus, skal ikke desto mindre have tilladelse til at blive tilbage i asyllandet, indtil de kan vende hjem uden risiko.

Tilbage til listen

18. Hvad gør UNHCR for at beskytte flygtninge fra fysiske overgreb?

Ældre mennesker, kvinder og børn blandt flygtningene er ofte udsat for vold. Særlig voldtægt er almindeligt forekommende under forfølgelse, når familier drives på flugt fra deres hjem, og i takt med at civilbefolkningen mere og mere gøres til et krigsmål i sig selv i de sekteriske stridigheder. Civile kan blive udsat for seksuelle overgreb fra funktionærer, lokalbefolkning og andre flygtninge, såvel under flugten som ved ankomsten til asyllandet. UNHCRs feltarbejdere forsøger at forbedre vilkårene for forebyggelse af sådanne overgreb. Organisationen tilbyder også ofrene speciel opfølgning og arbejder for at kunne følge overgrebene op retsligt, f.eks. ved at stille mistænkte udøvere for retten. Forebyggende initiativer kan også omfatte en bedre fysisk og administrativ planlægning af flygtningelejrene, for eksempel indføring af belysning om natten, og flygtningenes egen patruljering og overvågning af sikkerheden om natten.

Tilbage til listen

19. Kan flygtninge søge om omplacering til et specielt land?

Ikke under normale omstændigheder. Men af familiesammenføringshensyn kan flygtninge søge om omplacering til lande, hvor de har nær familie.

Tilbage til listen

20. Hvad er UNHCRs politik med hensyn til omplacering af kvoteflygtninge til et tredjeland?

Frivillig tilbagevenden er en holdbar løsning og den løsning, man foretrækker for majoriteten af flygtningene. Men på grund af stadige trusler om forfølgelse eller af andre årsager kan en del personer ikke vende tilbage og heller ikke bosætte sig permanent i det første asylland. I sådanne tilfælde kan omplacering til et tredjeland være den eneste mulige løsning.

Tilbage til listen

21. Hvilke lande tager imod kvoteflygtninge?

Bare en håndfuld lande af FNs i alt 189 medlemsstater har vedtaget årlige kvoter for at tage imod flygtninge. Det er Australien, Canada, Danmark, Finland, New Zealand, Norge, Sverige, Holland og USA. Andre lande kan tage ansøgninger fra UNHCR i betragtning fra tilfælde til tilfælde. Kriterierne er da sædvanligvis familietilknytning eller stærke kulturelle bånd.

Tilbage til listen

22. Hvorfor opfylder UNHCR ikke altid kvoterne?

De berørte regeringer er ikke altid forberedt på at tilpasse deres kvoter til behov, der hurtigt forandres, men vedtager kvoter og udvælger nationaliteter, der falder i tråd med indenlandske interessegruppers krav. Lande, der tager imod kvoteflygtninge, kan også afvise ansøgninger fra familier med presserende medicinske problemer og med behov for omfattende og ressourcekrævende social og sundhedsmæssig bistand, eller fra familier, som frygtes at have en begrænset evne til hurtigt at blive integreret. Selv om en del lande accepterer personer med forskellige problemer og belastninger, så foretrækker de fleste modtagerlande almindeligvis veluddannede flygtninge med stærke familie- og kulturbånd og familier, der ikke er splittet, men som med stor sandsynlighed kan blive integreret i løbet af kort tid. Sådanne familier modsvarer ikke altid de personer med stærke beskyttelsesbehov, som UNHCR forsøger at omplacere.

Tilbage til listen

23. Hvordan kan uledsagede mindreårige finde deres familier igen?

Uledsagede mindreårige er børn, der er adskilt fra begge forældrene og heller ikke har andre foresatte i henhold til lov eller sædvane. Antallet af uledsagede mindreårige varierer meget. Ofte er der tale om to til fem procent af en flygtningepopulation, og UNHCR har i en aktuel studie anslået, at fire procent af asylansøgerne i Europa er uledsagede mindreårige. UNHCR samarbejder med andre organisationer såsom Røde Kors, Unicef og Red Barnet i sine bestræbelser for at identificere og registrere de uledsagede mindreårige og lede efter deres forældre. Midt i 1990erne blev skønsmæssigt 67.000 børn i Rwanda genforenet med familien.

Tilbage til listen

24. Findes der særlige retningslinjer for asyl for blinde passagerer eller mennesker, der bliver reddet til søs?

Skibsførere har i henhold til international lov pligt til at redde personer i havsnød. Det sker, at de nødstedte er asylansøgere, sådan som det var tilfældet med de vietnamesiske bådflygtninge. Blinde passagerer kan også være asylansøgere. Personer, der bliver reddet til søs, skal landsættes i næste anløbshavn, og her skal man give dem lov til at komme ind i landet, i det mindste midlertidigt, for at afvente omplacering til et andet land. Nogle flagstater har garanteret at modtage personer, der bliver reddet på havet. Der findes ingen bindende international konvention om blinde passagerer, der er asylansøgere, og det varierer meget, hvordan de forskellige lande tager imod dem. Hvor det er muligt, anbefaler UNHCR, at blinde passagerer skal have tilladelse til at gå i land i første anløbshavn, hvor de lokale myndigheder kan gennemføre en asylprocedure. Hvis en anløbshavn ikke tillader en blind passager at gå i land, og hvis skibets næste anløbshavn ligger i et land, hvor den blinde passagers liv er i fare, er handlingen ensbetydende med, at man tvangstilbagesender vedkommende (refoulement). I sådanne tilfælde forsøger UNHCRs personale at arrangere et interview ombord på fartøjet, og dersom asylansøgeren anses for at være flygtning, hjælper UNHCR til med at finde en varig løsning, sædvanligvis omplacering til et tredjeland under en flygtningekvote.

Tilbage til listen

25. Hvad gør UNHCR for at forebygge statsløshed?

Retten til en nationalitet er alment anerkendt inden for international ret, og andre rettigheder kan afledes af statsborgerskabet. Men der findes formentlig adskillige millioner mennesker, der fortsat er statsløse, specielt i enkelte af de lande, der tidligere tilhørte Sovjetunionen. Problemet kan blive særlig mærkbart for børn i blandede ægteskaber, eller børn, der er født i et andet land end forældrenes hjemland, fordi de ikke nødvendigvis får statsborgerskab i det land, som de rent faktisk fødes i. Der findes adskillige internationale instrumenter, som tager dette spørgsmål op, blandt andet FNs verdenserklæring om menneskerettighederne, Konventionen om statsløse personers retslige stilling fra 1954 og Konventionen om begrænsning af statsløshed fra 1961. Heri understreges det, at en person ikke skal nægtes statsborgerskab på grund af race, etniske, religiøse eller politiske årsager. Konventionen af 1961 skitserer også forskellige tiltag for at forebygge statsløshed som følge af omplacering fra et territorium og fastsætter regler for, hvordan man giver statsborgerskab til børn, der er født i et land, hvor de ellers ville være blevet statsløse. FNs generalforsamling har givet UNHCR i opdrag at overvåge, at konventionen bliver efterlevet.

Tilbage til listen